Mads Hansens erindringer

Min far arvede et lille hæfte med erindringer, som hans oldefar Mads Hansen havde skrevet i 1880. I 1993 afskrev jeg teksten, skrev en indledning og fik det trykt i Ræthinge-Posten - årsskrift for Ringe Museumsforening og Ringe lokalhistoriske Forening. Den er den artikel, som jeg gengiver her.

Ægteparret Mette Marie Madsdatter, 56 år, og Mads Hansen, 66 år
Udsnit af foto fra 1878. Parret har numrene 16 og 17 på min anetavle

Mads Hansen - møllerkarl og husmand i 1800-tallet

Den 20. marts 1812 var både en glædelig og en trist dag for Mads Brandt og hans familie, som boede i et af Boltinggårds fæstehuse i Rynkeby ved Ringe - huset lå, hvor i vore dage Fischer Bogtryk & Offset har til huse. Den dag fødte den 23-årige datter Christiane nemlig en søn, som fik navnet Mads efter sin bedstefar. Uheldigvis var hun ugift, og situationen blev ikke bedre af, at hun i forvejen havde en søn på fire år. Til sognepræsten, Hans Leerbech, måtte hun oplyse, at barnets far hed Hans Larsen og tjente på Sjælland. Når man i Leerbechs sognebeskrivelse læser, hvad han mener om "liderlighed og løsagtighed", forstår man, at han næppe har set med milde øjne på den uheldige husmandsdatter.

Christiane Madsdatter (1788-1818) var datter af husmand Mads Pedersen Brandt (o. 1749-1822) og Karen Larsdatter (o. 1751-1826). Mads Brandt var født på Sjælland men kom som ung til Ringe Sogn, hvor han kom til at tjene på Boltinggård. I 1780 giftede han sig med Karen, og nogle år senere fik de overladt huset i Rynkeby af Boltinggårds ejer, general Eichstedt. På deres ældre dage måtte de tage sig af datterens to drenge, Lars Christiansen (1807-75) og Mads Hansen (1812-82). Det gik ikke godt for Lars i hans senere liv - han endte på Ringe Fattiggård. For Mads lykkedes det derimod gennem stor nøjsomhed at samle så mange penge sammen, at han i en moden alder kunne købe et husmandssted i Bregnebjerg ved Sdr. Højrup og stifte familie. To år før sin død, i 1880, gjorde han status over sit liv og nedskrev følgende erindringer, som her er gengivet med moderne retskrivning for at gøre det lettere at læse.


Mads Hansens levnedsløb      

Da jeg nu er blevet så svag, både for bryst og i lemmerne, at jeg ikke kan arbejde stort, så vil jeg beskæftige mig med at opskrive mit levnedsløb. Jeg kan ikke rose mig af store og glimrende bedrifter, jeg har kun, som ethvert fattigt barn bør at gøre, der ingen arv eller hjælp har at vente, holdt nøje sammen på det jeg har tjent, og næsten nægtet mig enhver fornøjelse, der gik ud på penge.

Jeg er født og opdraget i et fæstehus hos mine bedsteforældre. Min moder døde, da jeg var syv år gammel, og min fader har jeg aldrig kendt. Da jeg var ni år gammel, døde min bedstefader. Min bedstemoder afstod nu jordlodden, der lå et stykke borte, mod en lille årlig aftægt. På jordlodden blev der bygget et hus, og det gamle hus med have forbeholdt hun sig, så længe hun levede. Hun bar megen omsorg for mig og bad så mindeligt til Gud, at hun dog måtte leve, til hun fik mig konfirmeret, for at jeg ikke skulde komme sognet til byrde. Dette ønske fik hun også opfyldt. Jeg blev konfirmeret første søndag efter påske 1826 og kom ud at tjene 1ste maj, og min bedstemoder døde den 31. samme måned. Nu stod jeg så godt som ene. Vel havde jeg en halvbroder, der var fem år ældre, men han var meget forfalden, ham havde jeg blot påhæng af.

Min moder efterlod sig 2 kister, en seng og hendes klædningsstykker, der blev delt imellem os. Dette tog min bedstemoder i forvaring, så længe hun levede. Efter hendes død fik jeg min del huset hos den mand, der fik huset efter hende. Der havde jeg mit tilhold, så længe jeg tjente. Disse folk rådede mig altid på mit gavn. De mindede mig bestandig om at lægge så meget til side som muligt af lønnen for at have noget til de kommende dage. De første 5 år, jeg tjente, kunne der rigtignok ikke være tale om overskud, jeg havde nok med at holde klæderne på kroppen. Det første år, jeg tjente, fik jeg kun 3 rd. [dvs. rigsdaler] halvårligt, næste halvår fik jeg 4 rd. I 2 år fik jeg 6 rd. halvårligt og et og et halvt år fik jeg 8 rd halvårligt. Med denne løn kunde min klædedragt ikke blive meget storartet.

Første november 1831 blev jeg møllerkarl [på Hollufgårds Mølle]. Dette forbedrede min stilling noget. I den tid var der kun få møller, til visse tider næsten mølletrang, især om efteråret. Møllen måtte gå dag og nat, den stod aldrig stille. Vi fik blot 6 timers søvn om døgnet. Dengang måtte folk selv føre deres korn til og fra mølle, til sine tider var der trængsel. Nogle kom med poser og sække, andre ville have. Kværnene løb tomme, alt skulde passes. Jeg løb mange unyttige fjed, da jeg fra først af næppe vidste, hvad jeg tog [mig] til. Om natten skulde jeg passe grubber. Jeg blev søvnig, glemte at give korn og lod den løbe tom. Den anden møllersvend mindede mig derom. Nogen tid efter glemte jeg det igen, men nu fik jeg en ordentlig lussing. Det hjalp, nu blev jeg mere årvågen, men jeg blev tillige så ked af mølleriet. Hvis jeg kunde have fået plads ved en bonde, havde jeg taget derfra igen, om jeg så havde fået meget mindre løn, men efterhånden, som jeg kom ind i tingene, gik det bedre.

Første december delte den anden møllerkarl drikkepenge med mig, det havde jeg ikke ventet. Der var ingen, der gav mig nogen. Dem, han fik, lagde han i en skuffe i sit chatol og delte med mig hver den første i hver måned. Jeg fik denne gang over 2 rd. For hele vinteren fik jeg over 7 rd. i drikkepenge, og da vi nåede første maj, gav mølleren mig 2 rd. mere, end mig var akkorderet om. Så mange penge havde jeg ikke haft på en gang før, nu fik jeg først rigtig lyst til mølleriet.

Jeg fik også lyst til smukkere klæder. Da jeg ikke betroede mig selv til at købe klæde, bad jeg den anden møllerkarl at købe mig til et sæt klæder. Dette rådede han mig imidlertid fra, "thi", sagde han, "du kan endnu vokse fra dem, og når du kommer i tjenesten, kan de blive ødelagt for dig. Du har bedre af at købe dig nogle gode dagligklæder og i det sted holde sammen på pengene. Når du først i det små får samlet dig nogle skillinger, vil der altid mangle nogle for at nå et vist antal. Dette giver anledning til at spare." Disse råd fandt jeg gode. Nu købte jeg mig en bog, hvori jeg opskrev alt, hvad jeg gav penge ud til. Ligeledes hvad jeg tog ind. Der kan jeg nu se, hvor meget hver del for flere år tilbage har kostet mig, men nytten var dog større, når jeg sammentæller alle de klatskillinger, der hele året bliver udgivet, så gav det anledning til, at jeg holdt mere tilbage.

1833 blev jeg udskrevet til Artilleriet, at møde i København d. 9. juli 1834. Fra første maj til 9. juli havde jeg ingen fast tjeneste. Jeg kom da til at gå hos en murermester, han holdt mig med værktøj og gav mig kost og logi. Der blev jeg øvet i murerarbejde, det blev mig nyttig, da jeg blev min egen mand. Da jeg kom til København, blev jeg ansat ved Pontonerkompagniet. Jeg måtte gå Artilleriskolen igennem, men efter den tid havde Pontonererne deres egne øvelser. Ved nytårstid blev jeg ansat i et værksted på Tøjhuset, der arbejdede vi visse timer daglig og var fri for vagttjeneste. Dette var til megen nytte, jeg blev der øvet i træarbejde. 

Da jeg nu blev færdig med Kongens tjeneste, gav jeg mig igen til mølleriet. Jeg blev nu ved mølleriet til første maj 1852. På grund af brystsyge og efter lægens råd opgav jeg nu mølleriet og gik et år på tømmerarbejde. Jeg havde da tjent i 27 år. 

I disse mange år tjente jeg i fast løn 1517 rd. Drikkepenge i den tid jeg var møllerkarl 101 rd. Så snart jeg fik løn, satte jeg straks så mange deraf, jeg kunde undvære, i sparekassen, og mine renter deraf blev 286 rd. Mine indtægters samlede beløb blev 1904 rd. Af dette beløb brugte jeg 557 rd. til klæder og andre fornødenheder. Endskønt min løn var kun meget lille at begynde med, havde jeg i behold 1347 rd. Dette er frugten af 27 års tjeneste, og dermed er min tjenestetid afsluttet.

Først i april måned 1853 købte jeg et meget forfaldent, næsten faldefærdigt hus [matr.nr. 15c, Bregnebjerg, Sdr. Højrup Sogn]. Jordlodden var heller ikke den bedste slags. Jeg var dengang 41 år gammel. Nu giftede jeg mig med en fæstehusmandsdatter. Med hende fik jeg omtrent 200 rd., ved vores sammenlagte penge kunde vi ikke betale huset. 50 rd. fik jeg underhånden til låns. Dette kunde ikke forslå, jeg måtte gøre et prioritetslån på 600 rd. Disse penge havde jeg megen møje med at bringe til veje, jeg måtte løbe vidt omkring. En havde dem ikke, en anden var bange, at tiderne skulde forandre sig, og turde ikke. Jeg blev så ked og ønskede, jeg aldrig havde købt huset. Endelig fik jeg ved en god ven anvisning på en mand, som jeg slet ikke troede, der havde penge. Ved ham blev jeg hjulpet og det på gode vilkår. Obligationen lød på 4 procent rente, men han tog aldrig uden 3½ procent.


Mads Hansens hus i Bregnebjerg, ca 1900. Nuværende adresse: Hovedvejen 62

Vi måtte gå ind i et tomt hus, vi manglede alt, både besætning og inventar. En stor del lavede jeg selv. Den første sommer gik jeg hver dag på tømmerarbejde, jeg var blot hjemme om søndagen. Min kone måtte sørge for alt hjemme. Den første søndag måtte jeg lave et bord, da vi ikke havde andet end en fjæl lagt på to stole. Kakkelovn havde vi heller ingen af, den  fik vi først om efteråret. Efterhånden som fik vi nogle skillinger samlet, måtte vi købe det nødvendige, hvad jeg ikke selv kunde lave. Den første vinter faldt væggene ned ved stalden. Køerne stod om morgenen og rystede som et løv. Jeg fik det dog lappet sammen nogenlunde igen. Nu måtte jeg belave mig på materialer til en ny længe på 10 fag hus, som vi fik opført 1855. Dette arbejde udførte jeg ene ved min kones hjælp, vi have blot en mand til at hjælpe os et par dage med at tække. Vi fik det dog istand til høst, så betids at vi kunde få kornet i hus. Vi måtte lappe os igennem med stuehuset, da det var meget dårligt, især overdelen, da lægter og spær ikke var andet end risbøg. Lægterne var bunden på med vøjrer [dvs. vidjer, tynde pilegrene] og kæppe.

Det første år lejede jeg til pløjning og kørsel, mange gange måtte jeg løbe mange steder for at få en vogn. Det blev mig for besværligt, jeg købte mig da en hest og de fornødne avlsredskaber. Hest og vogn var kun simple, da pengene ikke kunde slå til, dette var der tab ved. Hesten havde jeg ikke et år, før den døde. Jeg købte igen en gammel hest. De første 5 år havde jeg 3 gamle heste, en efter en anden. På dem alle tabte jeg 100 rd. Jeg fik da samlet så meget, at jeg kunde købe en ung hest, ved ham blev der mindre tab, og jeg blev bedre kørende.

Efterhånden, som vi samlede lidt penge, købte jeg tømmer og brædder og lavede det selv til rette, dørene først. Loft- og gulvbrædder måtte min kone hjælpe mig med at pløje. Hun gjorde også næsten alt håndlangerarbejdet, da jeg næsten selv udførte alt, både tømrer-, snedker- og murerarbejde. De 6 karme vinduer købte jeg. De blotte mure til 7 fag stuehus akkorderede jeg med en murermester om på egen kost at opføre. De brændte sten kørte vi til vinteren forud. Tidligt om foråret 1864 begyndte mureren, både jeg og min kone var begge håndlangere ved mureren. Så snart mureren var færdig, var alt rede til at rejse. Foruden murermesteren havde vi en mand til at hjælpe os med at rejse huset. Den samme mand hjalp mig med at tække, det øvrige udførte vi ene to. Vi fik dog loft og gulv lagt samt døre i overalt og de fleste vægge optrukne og afpudset, således at vi kunde flytte derind før høst. Den udvendige del, samt hvad der manglede indvendigt, gjorde jeg færdigt den næste sommer.

1866 købte jeg en meget omtvistet tørvemose, der var indbefattet under min jordlods hartkorn, hvorved jeg slap for en del ubehageligheder.

Nu måtte jeg igen belave mig på bygningsmaterialer, da den sidste længe var meget brøstfældig. 1874 byggede jeg atter en længe om på 7 fag. Her hjalp min kone til med, hvad hun kunne uden at forsømme husholdningen lige som ved de forrige. Vi havde heller ikke anden hjælp end med tækkearbejdet. Nu har vi en efter vor stand god og bekvem lejlighed. Foruden byggearbejdet har jeg selv sat aksler og kæpstokke i min vogn og lavet træarbejdet til plov og harver. Foruden har jeg gjort baljer, spande, borde, stole, klædeskab og mange andre ting til husets brug. Vi er godt forsynet med alle slags redskaber og bohave. 

Min kone har i et og alt været en god husholderske og en tro hjælper. Det vil ses, når vi sammenligner vor ovennævnte bekostning med vore små indtægter af huset. Jeg vil nu opskrive vore indtægter, og hvad vi har at leve af.

De to første somre tjente jeg ved tømmerarbejde 110 kroner, siden har jeg blot arbejdet med mit eget og ikke haft andre indtægter end de, huset bringer. Efter jordloddens størrelse er disse ikke meget store.

De første 24 år har min udsæd været 156 tdr. 1½ skp. korn, når sædekornet fradrages, avlede jeg 945 tdr. 3 1/3 skp. Prisen på kornet efter en 24-årig kapitaltakst var 9464 kroner 6 øre.

Fordelt på 24 år bliver min avl årlig 39 tdr. 2½ skp. og betalingen efter ovennævnte kapitaltakst.. 394 kr. 35 øre

Frugten af haven ....................... 60  "

Udbytte af 2 køer ..................... 240  "

Et får ....................................... 40  "

Avl efter ¼ skp. hørfrø ...............   11  "       

I a l t .....................................  745 kr. 35 øre

Dette er ikke ren indtægt, da hesten og køerne fortærer mindst 15 tdr. korn om året, og der må svares renter, skatter, tiende, kommunepenge samt hus- og avlsredskabers vedligeholdelse. Alt dette drages fra det, som huset indbringer.

Huset indbringer ialt .................... 745 kr. 35 øre

Udgifterne der påhviler er ............  198  "  85  "

Ren indtægt bliver ......................  546 kr. 50 øre

Eller 1 kr. 50 øre daglig.

Det er denne indtægt, vi har haft at føde og klæde os af, og deraf har vi skaffet os alle vore fornødenheder samt udbetalt noget på gælden. Vi har haft 2 børn, hvoraf den ældste er gift. Den yngste må vi holde hjemme, da vi nu ikke kan udrette meget.


Mads Hansen døde den 2. juli 1882. Hans enke, Mette Marie Madsdatter (1822-97), overlevede ham i 15 år. Sønnen Mads Peter Brandt (1859-1934), der var opkaldt efter Mads Hansens bedstefar, giftede sig i 1883 med Dorthea Johansen fra Søllinge og overtog ejendommen i 1885. Han havde den indtil 1926, hvor han gik på aftægt og solgte den til sønnen Laurits, min farfar. Sønnesønnen Svend Brandt er den nuværende ejer.


Til startsiden